50+

Jeg har i et andet forum skrevet om det urealistiske i at kunne måle lykke på tværs af lande, da lykke må afhænge af ens kulturelle baggrund og den livstilstand man er i på et givent tidspunkt.  Selv på et mikro-niveau, som ens eget jeg, er det umuligt at definere lykke. Lykken ændrer sig i takt med ens alder.

Som 8-årig er det lykken at gå i skole, som 18 årig er det lykken at være færdig med skolen, som 28 årig er det lykken at finde sin eneste ene, som 48 årig er det lykken stadig at være i 40’erne, som 68-årig er det lykken ikke at have ondt nogen steder og som 88-årig er det (forhåbentlig) lykken at kunne se tilbage på et lykkeligt liv.

Jeg er ikke tilhænger af positiv diskrimination. Såsom at ansætte udfra hvilket køn man er før man ansætter udfra kvalifikationer. Men jeg kan næsten ikke lade være med at opfatte det som diskrimination – kvinde-alders-diskrimination – at de kvindelige TV værter forsvinder fra skærmen, når de når en vis alder, mens de mandlige værter bliver siddende. Det kan da ikke passe at kvindernes kvalifikationer daler med alderen, mens mændende beholder deres… Eller hvad???

Alle ved det kan være meget svært at være teenager, og alle advarer forældre om de kommende umulige unger. Men ingen taler om, at det også kan være svært at være i 50’erne. Nu ved jeg af egen erfaring at begge dele er en udfordring. Men til forskel for da jeg var teenager og den klogeste i hele verden og synes at alle de andre (læs: dem over 20) var oldsager som absolut intet begreb havde om hvordan verden var skruet sammen, så ved jeg i dag at jeg ikke er den klogeste i hele verden og jeg ved også, at jeg ikke ved hvordan verden er skruet sammen. Da jeg var ung var jeg frustreret og til tider urimelig rasende over at de gamle ikke hørte efter. I dag er jeg frustreret og til tider urimelig rasende over at de yngre ikke gider høre efter.

Så kan man lære det, kan man….. lidt sjovt som livet rammer én i nakken en gang imellem