Siddende højt hævet over gulvniveau, med benene behageligt strakt ud foran mig, mens en meget kompetent fodterapeut tager sig kærligt af mine fødder, har jeg tid til at fundere over små pudsigheder.

Jeg er lige flyttet hjem til København igen efter en kort afstikker til provinsen. En provins som trods alt ikke er mere end 48 km fra København. Jeg fortæller min foddame, at når jeg skulle have mine fødder forkælet i Helsingør, så skulle jeg bestille tid et par måneder i forvejen. Og det til trods for, at der er et hav af fodterapeuter i Helsingør. Da jeg skulle have tid her på Islands Brygge, kunne jeg få en tid allerede dagen efter.

Min teori var,  at der enten var for mange fodterapeuter i København og/eller at der ikke var så mange, der fik forkælet fødder i byen. Men min foddame havde en anden teori, som jeg tror mere på.

Hun fortalte, at hun tidligere havde haft klinik i provinsen og at der ganske rigtig var et par måneders ventetid. Nu havde hun drevet denne klinik på Island brygge i 17 år, og havde ikke færre kunder, selvom der ingen ventetid var. Det skyldes ene og alene, sagde hun, måden vi lever på. I storbyen har vi travlt, vi stresser mere, ting skal ske nu og her. Man handler mere spontant.                                                                                                              I provinsen er man meget bedre til at give sig god tid og man langtidsplanlægger.

Det tror jeg hun har ret i.  Jeg elsker min by København. Jeg var også vild med Helsingør. Men det er korrekt, der er forskel på tempoet, på godt og ondt.

Om man er til det ene eller det andet, det er en smagssag.

Men jeg synes, det er sjovt, at få øje på de små kulturelle forskelle der er på alle niveauer.