Jeg. Skal. Aldrig. Op. Og. Tisse. Om. Natten.
Og om så jeg skulle, så gjorde jeg det ikke alligevel. Det er kun noget gamle damer gør, og der er jeg ikke endnu!
Derfor lå jeg længe og kæmpede den nat jeg vågnede og skulle på toilettet. Men jeg måtte gi’ mig og sneg mig ud på toilettet. Ikke at jeg havde grund til at snige mig derud, for der var ikke andre i lejligheden end mig. Men det føltes mest passende, når nu jeg var så stålfast i min stigmatisering af mennesker, der skal op og tisse om natten.
Mens jeg forrettede min nødtørft blev jeg lidt utilpas og skyndte mig i seng igen. Utilpasheden fortsatte og jeg fik ondt i ryggen. Skulle igen på toilettet. Blev mere dårlig og fik mere ondt. Nu på et udefinerbart sted midt imellem ryggen og maveregionen. Smerterne tog til og i ly af mørket begyndte jeg at forestille mig, hvor længe der ville gå, før jeg blev fundet, hvis min blindtarm sprang. Ikke at den kunne springe, den var jo væk, men alligevel.
Jeg var lige flyttet til byen og kendte ikke et øje. Ingen ville opdage, at jeg var død, før jeg var udeblevet fra mit arbejde i et par dage. Ingen ville kunne komme ind til mig i min nye lejlighed. Ingen havde endnu fået en ekstranøgle og ingen kunne banke på min dør, for man skulle igennem en aflåst port for at komme op til lejligheden.
Jeg besluttede mig for at ringe til vagtlægen og forsøgte forgæves at huske nummeret. Var det 911 eller 112 eller 114? Kunne godt fornemme at ingen af dem var rigtige, så jeg måtte ty til min mobiltelefon, hvor jeg havde været klog nok til at lægge nummeret på lægevagten ind.
1813. “Du er nu nummer 12 i køen”. Jeg havde nu så ondt, at det ikke gjorde noget jeg bare skulle ligge med telefonen presset ind i øret og vente på at komme igennem. Den flinke læge, jeg langt om længe kom igennem til, mente, at jeg nok havde fået et nyrestensanfald og at han derfor ville ringe efter en ambulance. Jeg var på det tidspunkt helt enig med ham, ikke i diagnosen, men i at nogen måtte komme og hjælpe mig.
Det lykkedes mig at rulle ud af sengen og få hevet et par gamle joggingbukser og en t-shirt på. Forfængeligheden lurede i baghovedet. Kunne jeg dog ikke finde de pæne bukser, og hvad med håret? Det var den morgen, hvor jeg skulle have vasket det. Men forfængeligheden fik kun lov at stikke sit hovedet ganske kortvarrigt frem og før jeg stak den skråt op.
Jeg havde frygtelige smerter, men vidste også, at jeg måtte tage mig ud til døren og ligge parat til at kunne trykke ambulancefolkene ind, når de ankom.
Jeg var et ynkeligt syn. På alle fire kravlede jeg igennem soveværelset ind i stuen og ud igennem køkkenet. På min vej forbi et af køkkenskabene fik jeg hevet en knaldrød margretheskål ud, som jeg slæbte med mig det sidste stykke ud til hoveddøren. Her lå jeg og kastede op i margretheskålen, mens jeg ventede på ambulancen. Det meste ramte heldigvis skålen. Kun lidt ramte gulvet eller blev hængende i mit i forvejen ikke helt rene hår.
Da det ringede på døren, kunne jeg lige akkurat løfte mig lidt op og trykke dem ind. Selvfølgelig var det to meget pæne, meget muskuløse, og meget mandige Falck-mænd. Hvorfor møder jeg ikke den slags, når jeg er nyistandsat? Jeg blev lagt på en båre og så afsted til hospitalet.
Her var der overfyldt, som der er på snart sagt alle vores hospitaler, men det er en anden snak, og jeg blev lagt på gangen. Jeg havde så ondt, at de klaprende fødder af travle sygeplejersker der gik frem og tilbage, lyden af patienter der ringede, klirrende bækkener og det skarpe ovenlys – ikke generede mig. Jeg lå selv og jamrede højlydt.
Efter et par timer kom der en sygeplejerske hen til mig og sagde at jeg godt kunne blive kørt ind på en stue. “Hvis du altså kan være stille”, sagde hun. En lille reprimande, men jeg lovede at beherske mig. Det var heller ikke noget problem, for jeg var blevet dopet rigeligt med smertestillende.
Jeg blev udskrevet dagen efter midt på eftermiddagen. Jeg fik at vide, at nu kunne jeg bare tage hjem.
Okay! Hvordan?
“Er der ingen der kan hente dig” Nej, jeg var lige flyttet til byen og havde endnu ikke lært nogen at kende. “Ja, så må du tage en taxa eller en bus” . Taxa var udelukket. Jeg var omkring 30 km fra mit hjem, så det syntes jeg alligevel var for meget at skulle ofre på at komme hjem. Og jeg kunne godt glemme at blive kørt hjem med Falck. “Det er der ikke længere råd til i Danmark”, sagde sygeplejersken.
Så måtte det blive bybussen og Grisen. Jeg var stadigvæk iført mine gamle slidte joggingbukser med hængerøv, en forvasket t-shirt, fedtet hår og BARE TÆER. Sko havde jeg ikke haft nærvær nok til den foregående nat at tænke på at tage med.
Jeg fik lov at låne et par næsten selvlysende grønne skum-sko af hospitalet. De bestod kun af et ganske tyndt lag skumgummi, men til gengæld var de så grønne at de – i første omgang ihvertfald – ville tage fokus væk fra resten af mit udseende. I lommen på mine joggingbukser lå der en tyver – lige nok til bussen fra hospitalet og ned til togstationen, hvor jeg skulle med Grisen det sidste stykke hjem til Helsingør. Jeg kan huske, at jeg tænkte at “Grisen” var et passende navn på både lokalbanen og mig den dag. Jeg lugtede ihvertfald lidt derhenad.
Solen skinnede. Det var endnu det spæde forår, men ikke synderligt varmt. Jeg frøs i mit sparsomme outfit. Jeg sneg mig langs muren på stationen. Ville ikke vække for meget opsigt. Og desuden var jeg nødsaget til at håbe på, der ikke kom kontrollører på toget, for jeg havde ikke flere penge.
Jeg var heldig. Jeg blev ikke forstyrret i mit hjørne af Grisen, hvor jeg sad og prøvede at gøre mig så lille som muligt. De sidste 500 meter hjem fra stationen foregik med slæbende fødder på byens gå-gade. Og det var så det tidspunkt, hvor jeg havde ønsket, det havde været regnvejr. For det skønne forårsvejr gjorde, at hele Helsingør var på gaden.
Mine grønne skum-sko, var allerede slidt og storetåen stak ud af den ene af dem og sålen var gået løs på den anden. Det var på denne strækning, at jeg fik hilst på mine kommende nye naboer og mine kommende nye lokalbutikker.
En posedame kom gående med slaskede joggingbukser, gammel t-shirt, fedtet hår der stadig lugtede af den foregående nats bræk – og grønne skum-sko der næsten faldt fra hinanden. Og posedamen det var mig.
PS. Nu er jeg flyttet fra byen igen, men har for en sikkerheds skyld altid de pæne joggingbukser liggende ved siden af sengen sammen med en smart bluse MED hætte og nogle fikse sneakers. 😊
Synes godt om dette:
Like Henter...