Kulturelle forskelle på microplan

 

Siddende højt hævet over gulvniveau, med benene behageligt strakt ud foran mig, mens en meget kompetent fodterapeut tager sig kærligt af mine fødder, har jeg tid til at fundere over små pudsigheder.

Jeg er lige flyttet hjem til København igen efter en kort afstikker til provinsen. En provins som trods alt ikke er mere end 48 km fra København. Jeg fortæller min foddame, at når jeg skulle have mine fødder forkælet i Helsingør, så skulle jeg bestille tid et par måneder i forvejen. Og det til trods for, at der er et hav af fodterapeuter i Helsingør. Da jeg skulle have tid her på Islands Brygge, kunne jeg få en tid allerede dagen efter.

Min teori var,  at der enten var for mange fodterapeuter i København og/eller at der ikke var så mange, der fik forkælet fødder i byen. Men min foddame havde en anden teori, som jeg tror mere på.

Hun fortalte, at hun tidligere havde haft klinik i provinsen og at der ganske rigtig var et par måneders ventetid. Nu havde hun drevet denne klinik på Island brygge i 17 år, og havde ikke færre kunder, selvom der ingen ventetid var. Det skyldes ene og alene, sagde hun, måden vi lever på. I storbyen har vi travlt, vi stresser mere, ting skal ske nu og her. Man handler mere spontant.                                                                                                              I provinsen er man meget bedre til at give sig god tid og man langtidsplanlægger.

Det tror jeg hun har ret i.  Jeg elsker min by København. Jeg var også vild med Helsingør. Men det er korrekt, der er forskel på tempoet, på godt og ondt.

Om man er til det ene eller det andet, det er en smagssag.

Men jeg synes, det er sjovt, at få øje på de små kulturelle forskelle der er på alle niveauer.

fullsizeoutput_295

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Op med Downs

JA, jeg ville have valgt en abort, hvis jeg dengang, for 28 år siden, havde fået at vide, at det var et barn med Downs Syndrom, jeg ventede. NEJ, jeg ville ikke vælge en abort i dag, hvis jeg skulle have et barn og fik at vide, det havde Downs syndrom.Jeg er jo blevet klogere – meget klogere.

Klogskaben skyldes ene og alene egen erfaring. Hverken dengang eller i dag italesætter vi det at få børn, som ikke svarer til normen. I dag, som dengang, får man tilbuddet om abort, hvis der er mistanke om en medfødt diagnose. Det er ikke tilbuddet som sådan, jeg opponerer imod – det jeg opponerer imod er grundlaget, hvorfra man skal træffe sin beslutning. I dag er vi allesammen så forhippede på at normalisere alt. Hvis vi blev bedre til at lære vores børn, at det er okay at være anderledes. Hvis vi blev bedre til at lære dem, at det er ligemeget, hvilket tøjmærke man går i. At vi ikke allesammen har råd til en Iphone. Hvis vi blev bedre til at lære vores børn, at hvile i sig selv, at give dem modet til at være sig selv, så ville det, der stak ud fra normen, ikke stikke nær så meget ud og det ville være væsentlig mere accepteret.

Ja, der er udfordringer ved at få et barn med handicap. Jeg har udfordringer som mine veninder aldrig vil få. Men der er i den grad også udfordringer ved at få børn uden handicaps. Udfordringer som jeg er glad for, jeg ikke skal opleve. Lige som jeg er sikker på, at mine veninder heller ikke ønsker mine udfordringer. Ingen af os ønsker at bytte. Så kan vi ikke bare konstatere, at vi hver især er lykkelige over at være blevet forældre til lige præcis vores eget barn – med eller uden handicap.

I dag bruger vi vanvittig mange penge, tid og ressourcer på at lære folk at være forældre! Noget som har været naturligt lige siden vi rejste os op og gik på to ben. Det er næsten at sygeliggøre det, der er det mest naturlige i livet. Jeg foreslår, at vi bruger en del af de penge på at få noget oplysning og vejledning i de udfordringer/oplevelser, der kan være i at få et barn med et handicap. Jeg anerkender, at der er store forskelle på udfordringer og handicap og jeg er også enig i, at man skal have muligheden for abort, men det ville være dejligt, hvis vi kunne arbejde hen imod en slags nul-punkt udfra hvilket, man kan tage en så stor livsbeslutning.

Det er trods alt stadig meget få medfødte diagnoser/sygdomme, man kan se på en fostervandsprøve. Mht mennesker med Downs Syndrom, så er vi i færd med at udrydde den eneste menneskerace, som aldrig kunne finde på at opfinde atombomben for at gøre skade. Tænk lige over det.

Jeff

Billede | Udgivet den by | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Smagen af at stresse…

Når jeg skal møde tidligt, meget tidligt, så er morgenen tilrettelagt ned til sidste minut. Jeg skal kunne sove så længe som overhovedet muligt.  Det betyder også, at der ikke er plads til uforudsete hændelser.

Uret ringede 04.25. Jeg rullede ud af sengen og startede med et bad. Så kom turen til ansigscreme, bodylotion og deodorant. På med uniformen. Rulle gardinet til gaden op. Og her startede stressen. Det silede ned. Det første jeg ser igennem regnen er en personage iført regntøj fra top til tå, gå rundt om min bil, som er parkeret lige udenfor mit vindue. På trods af gummistøvlerne og sydvesten så fornægtede myndigheden sig ikke. Jeg fik straks dårlig samvittighed indtil jeg kom i tanke om, at jeg faktisk har en parkeringslicens. Men hvad lavede han så. Det næste jeg så, var en elbil fra DriveOn. Den var KILET ind ved siden af min lille bil. Det så ud som de to biler var limet sammen med to-komponent lim og helt uadskillige.  Den “myndige” person, der gik rundt i regnen, var en ansat fra bilfirmaet. Han var ved at sætte stikket i bilen og kiggede samtidigt forundret på sammenklistringen af bilerne. Åhhhh nej, tænkte jeg, nu er den ridset hele vejen ned af den ene side. Jeg har ikke noget imod småbuler. En bil  kan sagtens køre med en bule eller to.  Men ridser er jeg ikke så vild med. Ridser kan blive til rust. Jeg åbnede vinduet og hidkaldte den myndige. Heldigvis en rigtig flink fætter, som godt kunne se problemet. Og problemet lå hos den person der havde parkeret elbilen. Han holdt langt indover min P-plads og var skyld i sammenklistringen. Den flinke mand fik rakt mine bilnøgler ud gennem vinduet, og mens jeg lagde make-up og satte hår, frigjorde han min bil og kørte den i stilling, så den holdt helt klar til jeg skulle afsted. Jeg havde som bekendt ikke et minut at spilde. Mit sygesikringskort blev mellem isætningen af et par hårnåle og påføring af rouge også rakt ud af vinduet – sammen med en kop kaffe – ( godt jeg bor i en høj stuelejlighed). Kortet blev  affotograferet til brug for videre klageekspedition. Alt var perfekt, jeg manglede bare at børste tænder og så afsted. Og det er her smagen af at stresse bliver grim…  en elektrisk tandbørste med 8800 omdrejninger og 40.000 pulseringer kørte nu rundt i munden på mig – påført min dyre ansigtsdagcreme…. Det kan godt være, den er god ved huden, men den smager forfærdeligt.

Til gengæld har jeg nu rynkefri tænder…😝

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Ydmyg

Kl er præcis 21.52. Jeg sidder på min terrasse i sommerhuset. Vejret er, som det skal være. Vindstille og lunt. Det er stadig lyst. SommerDanmark-lyst.

Hvis jeg ser bort fra den fuglekvidder, som omgiver mig, så er her helt stille. Her er ingen menneskeskabte lyde. Et sjældent øjeblik. Lige foran mig vælter et hav af sart lyserøde roser frem. De omkranser min terrasse. Bag dem strækker en grøn græsplæne sig. Et stykke nede ad plænen ligger drivhuset til venstre. Jeg kan se, at vindruerne snart dækker hele udsynet ind i drivhuset. Til min overraskelse ser jeg, at æblerne på æbletræerne allerede er blevet røde. De er ikke så store endnu, men de har fået farve. Haven er omkranset af lærketræer. Jeg kan huske de hedder lærketræer, fordi de hedder det samme som en fugleart. Jeg er ikke den mest kyndige udi i hverken botanikken eller dyrelivet, men jeg ved, hvordan jeg skal huske.

Den ro der er lige nu, er fuldstændig uforlignelig. For selvom fuglene kvidrer i et væk, så er det også ro. Det er en lyd som hører til i verden. Og det er den tanke, der giver mig åndenød.…. Tænk at sidde her i år 2017 og kunne høre nøjagtig det samme, som man har kunne høre i millioner af år. Jeg er meget lille. Jeg er ydmyg. Jeg er priviligeret. Og i dette sekund føler jeg mig lykkelig. I dette sekund ønsker jeg, at livet aldrig stopper.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Skindbuksen og Hviids 

SKINDBUKSEN og HVIIDS Vinstue

Jeg sidder med ryggen op ad muren og luner mig i solen. Tjeneren skænker lidt mere kaffe i min kop og sætter sig et kort øjeblik og slår en sludder af med mig. Et par amerikanske turister skal have forklaret, om det virkelig kan være rigtig at værtshuset snart er 300 år gammelt. Lyden af Bent Fabricius-Bjerres velkendte melodi “Forelsket i København” når mig fra det inderste af værtshuset. Jeg befinder mig på et historisk sted. Jeg befinder mig på det ældgamle værtshus Skindbuksen tæt på Kgs Nytorv.

Når jeg kigger til venstre falder mit øje først på nogle midlertidige, elektriske installationer kommunen har sat op. Dernæst et reklameskilt for øl og håndmadder fra værtshuset ved siden af. Et stort grønt plankeværk længere henne skygger for en del af udsigten. Til højre for plankeværket skimtes en kran i en lysende orange farve. Bagved kranen ser jeg forsiden af det Kgl Teater.

Når Metro byggeriet engang er færdigt, vil udsigten fra min siddeplads her udenfor Skindbuksen være til intet mindre end smukke Kgs Nytorv.

Men uanset at udsigten i øjeblikket er til en byggeplads, vil den aldrig forhindre mig og tusindevis af andre glade gæster i at komme på Skindbuksen. Vi kommer her bl.a. pga den helt specielle stemning, der hersker både her og på nabo værtshuset Hviids Vinstue.

To gamle velkendte institutioner og to af de efterhånden ganske få værtshuse fra gammel tid, der stadig findes i København.  Må Gud og regeringen forbyde, at de laves om til en moderne cafe med larmede Cafe Latte maskiner eller en burgerbar med dunsten af pommes frites væltende ud af døren.

Skindbuksen og Hviids Vinstue er kendte langt udover landets grænser. Her er der en stemning som ikke findes magen til mange andre steder i verden. Her kan man sidde helt alene og alligevel ikke være alene. Her taler man med dem, der sidder ved bordet ved siden af. Og her kan man være sikker på, at tjenerne vil gøre alt, hvad der skal til for at muntre dig op. Her er der dagen lang rå-hygge og menneskelighed i uanede mængder og her er der fest og stemning, når mørket falder på.

Her der præcis som der altid har været i de snart 300 år disse to værsthuse har eksisteret.

300 ÅR !

Disse to institutioner er truede af en lukning pga pengestærke ejendomsinvestorer som tilsyneladende vil indrette butikker i gaden.

Det er blasfemisk, det er helligbrøde, det er skandaløst. Jeg anråber de højeste magter om at stoppe dette vanvid og denne nedlukning af vores gamle København.

Det svarer til, at man laver Rundetårn om til ejerlejligheder.


TIL SALG:

 

Rundetårn

Udgivet i Ikke kategoriseret | 8 kommentarer

Du er nu nummer 120.294 i køen…

Ventetiden forventes at være længere end én time.

Det var beskeden på SKAT’s telefonsvarer tilbage i marts 2015.

Alle andre beskeder, jeg sidenhen har modtaget om, hvilket nummer jeg er i køen, er blegnet i sammenligning med SKAT’s.

Jeg føler mig nærmest heldig, når jeg hos Lægevagten, YouSee, 3, Borgerservice, tandlægen, Movias hittegodskontor, Vand- og varmeværket og hvem jeg ellers har ringet til, får at vide, at jeg kun er nr 23 i køen.

Nu er der gået 2 år siden oplevelsen med SKAT og min falske lykke begynder at blive lidt tyndslidt. Ikke over at få at vide, hvilket nr jeg er i køen. Det er egentlig meget rart. Det giver mig mulighed for at vurdere, om jeg skal tørre hår, vaske op, støvsuge eller andet nyttigt i ventetiden.

Men jeg er noget så inderligt og aldeles træt af denne besked:

Vi har i øjeblikket ekstraordinært travlt. Vi arbejder på at betjene dig så hurtigt som muligt.

Det er næsten uden undtagelse samtlige instanser man ringer til, som har ekstraordinært travlt – HELE TIDEN. Jeg vil hermed informere om, at når noget er HELE TIDEN, så er det ikke ekstraordinært.

Desuden har jeg adskillige gange oplevet, alligevel at blive stillet igennem, i samme sekund telefonsvareren er færdig med at svare. Det er utroværdigt og gør bare irritationen endnu større. Nu stoler jeg ikke længere på telefonsvarere – og heller ikke på dem der indstiller telefonsvareren.

Billede | Udgivet den by | Tagget , , | Skriv en kommentar

Posedamen

Jeg. Skal. Aldrig. Op. Og. Tisse. Om. Natten.

Og om så jeg skulle, så gjorde jeg det ikke alligevel. Det er kun noget gamle damer gør, og der er jeg ikke endnu!

Derfor lå jeg længe og kæmpede den nat jeg vågnede og skulle på toilettet. Men jeg måtte gi’ mig og sneg mig ud på toilettet. Ikke at jeg havde grund til at snige mig derud, for der var ikke andre i lejligheden end mig. Men det føltes mest passende, når nu jeg var så stålfast i min stigmatisering af mennesker, der skal op og tisse om natten.

Mens jeg forrettede min nødtørft blev jeg lidt utilpas og skyndte mig i seng igen. Utilpasheden fortsatte og jeg fik ondt i ryggen. Skulle igen på toilettet. Blev mere dårlig og fik mere ondt. Nu på et udefinerbart sted midt imellem ryggen og maveregionen. Smerterne tog til og i ly af mørket begyndte jeg at forestille mig, hvor længe der ville gå, før jeg blev fundet, hvis min blindtarm sprang. Ikke at den kunne springe, den var jo væk, men alligevel.

Jeg var lige flyttet til byen og kendte ikke et øje. Ingen ville opdage, at jeg var død, før jeg var udeblevet fra mit arbejde i et par dage. Ingen ville kunne komme ind til mig i min nye lejlighed. Ingen havde endnu fået en ekstranøgle og ingen kunne banke på min dør, for man skulle igennem en aflåst port for at komme op til lejligheden.

Jeg besluttede mig for at ringe til vagtlægen og forsøgte forgæves at huske nummeret. Var det 911 eller 112 eller 114? Kunne godt fornemme at ingen af dem var rigtige, så jeg måtte ty til min mobiltelefon, hvor jeg havde været klog nok til at lægge nummeret på lægevagten ind.

1813. “Du er nu nummer 12 i køen”. Jeg havde nu så ondt, at det ikke gjorde noget jeg bare skulle ligge med telefonen presset ind i øret og vente på at komme igennem. Den flinke læge, jeg langt om længe kom igennem til, mente, at jeg nok havde fået et nyrestensanfald og at han derfor ville ringe efter en ambulance. Jeg var på det tidspunkt helt enig med ham, ikke i diagnosen, men i at nogen måtte komme og hjælpe mig.

Det lykkedes mig at rulle ud af sengen og få hevet et par gamle joggingbukser og en t-shirt på. Forfængeligheden lurede i baghovedet. Kunne jeg dog ikke finde de pæne bukser, og hvad med håret? Det var den morgen, hvor jeg skulle have vasket det. Men forfængeligheden fik kun lov at stikke sit hovedet ganske kortvarrigt frem og før jeg stak den skråt op.

Jeg havde frygtelige smerter, men vidste også, at jeg måtte tage mig ud til døren og ligge parat til at kunne trykke ambulancefolkene ind, når de ankom.

Jeg var et ynkeligt syn. På alle fire kravlede jeg igennem soveværelset ind i stuen og ud igennem køkkenet. På min vej forbi et af køkkenskabene fik jeg hevet en knaldrød margretheskål ud, som jeg slæbte med mig det sidste stykke ud til hoveddøren. Her lå jeg og kastede op i margretheskålen, mens jeg ventede på ambulancen. Det meste ramte heldigvis skålen. Kun lidt ramte gulvet eller blev hængende i mit i forvejen ikke helt rene hår.

Da det ringede på døren, kunne jeg lige akkurat løfte mig lidt op og trykke dem ind. Selvfølgelig var det to meget pæne, meget muskuløse, og meget mandige Falck-mænd. Hvorfor møder jeg ikke den slags, når jeg er nyistandsat?        Jeg blev lagt på en båre og så afsted til hospitalet.

Her var der overfyldt, som der er på snart sagt alle vores hospitaler, men det er en anden snak, og jeg blev lagt på gangen. Jeg havde så ondt, at de klaprende fødder af travle sygeplejersker der gik frem og tilbage, lyden af patienter der ringede, klirrende bækkener og det skarpe ovenlys – ikke generede mig. Jeg lå selv og jamrede højlydt.

Efter et par timer kom der en sygeplejerske hen til mig og sagde at jeg godt kunne blive kørt ind på en stue. “Hvis du altså kan være stille”, sagde hun. En lille reprimande, men jeg lovede at beherske mig. Det var heller ikke noget problem, for jeg var blevet dopet rigeligt med smertestillende.

Jeg blev udskrevet dagen efter midt på eftermiddagen. Jeg fik at vide, at nu kunne jeg bare tage hjem.                                                                                                                            

Okay!    Hvordan?

“Er der ingen der kan hente dig” Nej, jeg var lige flyttet til byen og havde endnu ikke lært nogen at kende.          “Ja, så må du tage en taxa eller en bus” . Taxa var udelukket. Jeg var omkring 30 km fra mit hjem, så det syntes jeg alligevel var for meget at skulle ofre på at komme hjem. Og jeg kunne godt glemme at blive kørt hjem med Falck. “Det er der ikke længere råd til i Danmark”, sagde sygeplejersken.

Så måtte det blive bybussen og Grisen. Jeg var stadigvæk iført mine gamle slidte joggingbukser med hængerøv, en forvasket t-shirt, fedtet hår og BARE TÆER.                 Sko havde jeg ikke haft nærvær nok til den foregående nat at tænke på at tage med.

Jeg fik lov at låne et par næsten selvlysende grønne skum-sko af hospitalet. De bestod kun af et ganske tyndt lag skumgummi, men til gengæld var de så grønne at de – i første omgang ihvertfald – ville tage fokus væk fra resten af mit udseende.       I lommen på mine joggingbukser lå der en tyver – lige nok til bussen fra hospitalet og ned til togstationen, hvor jeg skulle med Grisen det sidste stykke hjem til Helsingør. Jeg kan huske, at jeg tænkte at “Grisen” var et passende navn på både lokalbanen og mig den dag. Jeg lugtede ihvertfald lidt derhenad.

Solen skinnede. Det var endnu det spæde forår, men ikke synderligt varmt. Jeg frøs i mit sparsomme outfit.  Jeg sneg mig langs muren på stationen. Ville ikke vække for meget opsigt. Og desuden var jeg nødsaget til at håbe på, der ikke kom kontrollører på toget, for jeg havde ikke flere penge.

Jeg var heldig. Jeg blev ikke forstyrret i mit hjørne af Grisen, hvor jeg sad og prøvede at gøre mig så lille som muligt.  De sidste 500 meter hjem fra stationen foregik med slæbende fødder på byens gå-gade. Og det var så det tidspunkt, hvor jeg havde ønsket, det havde været regnvejr. For det skønne forårsvejr gjorde, at hele Helsingør var på gaden.

Mine grønne skum-sko, var allerede slidt og storetåen stak ud af den ene af dem og sålen var gået løs på den anden.  Det var på denne strækning, at jeg fik hilst på mine kommende nye naboer og mine kommende nye lokalbutikker.

En posedame kom gående med slaskede joggingbukser, gammel t-shirt, fedtet hår der stadig lugtede af den foregående nats bræk – og grønne skum-sko der næsten faldt fra hinanden. Og posedamen det var mig.

PS. Nu er jeg flyttet fra byen igen, men har for en sikkerheds skyld altid de pæne joggingbukser liggende ved siden af sengen sammen med en smart bluse MED hætte og nogle fikse sneakers. 😊

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar