Kl er præcis 21.52. Jeg sidder på min terrasse i sommerhuset. Vejret er, som det skal være. Vindstille og lunt. Det er stadig lyst. SommerDanmark-lyst.

Hvis jeg ser bort fra den fuglekvidder, som omgiver mig, så er her helt stille. Her er ingen menneskeskabte lyde. Et sjældent øjeblik. Lige foran mig vælter et hav af sart lyserøde roser frem. De omkranser min terrasse. Bag dem strækker en grøn græsplæne sig. Et stykke nede ad plænen ligger drivhuset til venstre. Jeg kan se, at vindruerne snart dækker hele udsynet ind i drivhuset. Til min overraskelse ser jeg, at æblerne på æbletræerne allerede er blevet røde. De er ikke så store endnu, men de har fået farve. Haven er omkranset af lærketræer. Jeg kan huske de hedder lærketræer, fordi de hedder det samme som en fugleart. Jeg er ikke den mest kyndige udi i hverken botanikken eller dyrelivet, men jeg ved, hvordan jeg skal huske.

Den ro der er lige nu, er fuldstændig uforlignelig. For selvom fuglene kvidrer i et væk, så er det også ro. Det er en lyd som hører til i verden. Og det er den tanke, der giver mig åndenød.…. Tænk at sidde her i år 2017 og kunne høre nøjagtig det samme, som man har kunne høre i millioner af år. Jeg er meget lille. Jeg er ydmyg. Jeg er priviligeret. Og i dette sekund føler jeg mig lykkelig. I dette sekund ønsker jeg, at livet aldrig stopper.